Søndag d. 24. marts 2019, Kl. 15:00 til kl. 16:00

Søndag den 24. marts kl. 15 vil man i Fensmark kirke kunne opleve en smuk musikfortælling inspireret af Selma Lagerlöfs Kristuslegende ”Rødhalsen”. Den lille fugl forstår ikke, hvorfor den er skabt grå, når den nu har fået navnet Rødhals. Gud fortæller fuglen, at den selv skal gøre sig fortjent til de røde brystfjer. Den modige lille fugl får sine røde fjer.

De 3 dygtige musikere; Stine Michel (historiefortæller og sang), Lise Dynnesen (orgel) og Morten Lundsby (bas) har skabt en poetisk musikfortælling af høj kunstnerisk kvalitet. I skikkelse af Stine Michel kommer rødhalsen flyvende, og fortællingen folder sig herefter ud i ord og toner med nærvær, varme og glimt i øjet. Sangene er skrevet i folkemusik/pop – stil og akkompagneres af orgel, guitar, flygelhorn, trommer og bas.

Musikfortællingen er velegnet for alle børn og voksne fra omkring 5 år og opefter.

Kom og oplev det lille medrivende og magiske drama om den lille Rødhals. Alle er velkomne, og det er ganske gratis.

Medvirkende
Rødhalsen
Sted
Fensmark Kirke, Chr Winthersvej 7A, 4684 Holmegaard, Danmark